TrygFondens LivredderPatrulje holder øje med badegæster ved 29 strande og havnebade i Danmark, og den varme sommer har betydet travlhed - især med at lede efter forsvundne børn
28.07.2010
TrygFondens LivredderPatrulje på de danske strande har travlt og runder snart 16.000 aktioner. Den varme sommer lokker danskerne til vandet. Og det giver ekstra travlhed hos livredderne på de lokale strande, hvor de især har travlt med at lede efter forsvundne børn.
Mange forældre glemmer ifølge livredderne at holde øje med deres børn, mens de leger på stranden. Og pludselig er de så forsvundet. På Lakolk Strand på Rømø havde livredderne i sidste uge specielt travlt med at finde forsvundne børn, da flere forældrepar på samme tid manglede i alt fem børn.
"Man må aldrig lade sine børn ude af syne på stranden. Det kan ikke siges ofte nok. Selvom børnene leger på stranden, ved man ikke, om de pludselig finder på at gå ud i vandet på egen hånd, og det kan ende rigtig galt. Heldigvis er alle børnene, der indtil nu er meldt savnede hos livredderne , blevet fundet i god behold," siger Michael Iwersen, som er uddannelsesleder i Trygfonden Kystlivredning .
Trygfondens livreddere, som passer på badegæster ved 29 strande og havnebade i Danmark, har med ugens mange aktioner i sæsonen 2010 indtil nu været i aktion 15.543 gange. I langt de fleste tilfælde har der været tale om almindelige førstehjælpsaktioner og forebyggende aktioner. I 21 tilfælde har aktionerne direkte reddet liv.
Kender du TrygFondens fem baderåd? Deltag i vores quiz på www.respektforvand.dk
<< Tilbage